10. marts:
Sult
Engang skete det, at fem tusinde mænd fuldstændig glemte, at de var sultne. Jeg gentager: 5.000 mænd glemte fuldstændig, at de var sultne. Først da det gik op for dem, at de ikke ville kunne få mad foreløbig, huskede de det. De mærkede skriget dernede fra dybet: mmaaadd!!!
Jesus må have været fantastisk! Jeg kan ikke lade være med at tænke på det. Mænd glemmer ikke mad. De kan glemme at gøre rent, glemme at sige søde ting til deres koner (at de er smukke, at håret sidder godt osv.), men at spise glemmer de ikke. Jo, enkelte, måske. Nørder. Tøsedrenge. Den slags. Men ikke rigtige mænd. De spiser!
Alligevel skete det: Fem tusinde mænd glemte deres sult. De havde kun øje for én ting, nemlig Jesus. Hvor han gik, fulgte de med. Når han helbredte de syge, så de måbende til, når han talte til dem, sugede de ordene til sig. De så nemlig pludselig ind i en helt anden virkelighed end den, de var vant til. En virkelighed, hvor intet var umuligt, en virkelighed, hvor Jesus var centrum. Og derfor betød det ingenting, om maven rumlede.
Men det betød noget for Jesus. De skulle ikke sulte. Det ville han ikke tillade. Han fik dem til at sætte sig ned og forvandlede fem brød og to fisk til et overdådigt måltid til dem alle sammen. Som var det det mest naturlige i verden. Man kan næsten fornemme undertonen:
"Er I sultne? Godt, sæt jer, så spiser vi!"
Så selv mænd kan glemme at spise. Det kræver bare, at de har opdaget, at der er noget, der er langt vigtigere end mad. Læs om underet i Johannes 6,1-15.
TT