28. januar:
Undskyld mig ...!
Gud kaldte Moses til at føre israelitterne ud af Egypten. Men Moses havde en masse undskyldninger: "Hvem er jeg, at jeg skulle ...? Hvad skal jeg sige til dem..? Hvad nu, hvis de ikke vil høre på mig ...?" og "undskyld mig, Herre, men jeg har ikke ordet i min magt og har aldrig haft det; jeg har det heller ikke nu, efter at du begyndte at tale til mig, din tjener. Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord!" Måske håbede Moses, at når Gud kaldte ham til en opgave, så blev han pludselig en Superman med autoritet, magt og veltalenhed. Men Moses var stadig Moses! Han skulle stadig være afhængig af Gud og gå i tillid til ham.
Gud kan forandre et menneske her og nu - hvis han vil. Men for det meste bruger han tiden og erfaringerne, når han vil udruste os i sin tjeneste. Jeg har bedt om nådegaver og tror også, at jeg har nogle - men jeg oplever det ikke som en pludselig forvandling, så jeg på kort tid bliver god til noget, jeg før var dårlig til. Jeg må have tillid til, at Gud gør mig til sit redskab - med tiden og gennem de erfaringer, jeg får med mig på vejen.
Bed frimodigt om nådegaver og udrustning - og gå så! Vi kan bruge meget tid på at kigge på os selv for at se, om vi nu også har de nådegaver, der skal til for at blive tjenere i Guds rige. Gå ind i opgaven i tillid til, at Gud er med dig. Da Moses kom med alle sine undskyldninger, klappede Gud ham ikke på skulderen og sagde: "Du er god nok, Moses, det skal du nok klare!" Men: "Jeg vil være med dig!" Det var det afgørende (se 2 Mos 3 og 4).
HH