9. februar:
Bøn - mere end en remse!
På Jesu tid var der en religiøs trend i de omkringliggende folk og kulturer. Denne trend gik på at nævne flest mulige gudenavne, når man bad om hjælp til et eller andet. Jo flere gudenavne, jo bedre - for des større mulighed var der for, at man havde fået bedt til den gud, som kunne klare problemet. På den måde udviklede deres bøn sig til at blive en frygtelig lang remse, hvor munden bare plaprede løs i ét væk, og hvor de med deres ordstrøm prøvede at overtale gudeverdenen til at hjælpe dem!
Jesus advarede engang disciplene mod at bede på den måde: "Når I beder," sagde han, "så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord" (Matt 6,7).
Selvfølgelig bad disciplene ikke til en masse forskellige guder, så Jesu advarsel handler altså om det med bare at lade munden løbe, når vi beder. Bøn er nemlig ikke noget, som kan klares på autopiloten - på rutinen. Bøn er ikke at lire en remse af halvt i søvne på vej til drømmeland. Nej, bøn er at have noget på hjerte over for Gud; at få sagt noget til Gud, som er vigtigt. Eller at have noget på samvittigheden, som man trænger til at få bekendt og bedt om tilgivelse for.
Det betyder ikke, at vi ikke gerne hver eneste dag må bede for de samme ting eller de samme personer; det må vi meget gerne. Vi skal bare passe på, at vi ikke kommer til at gøre det som en tom vane, der ikke betyder noget for os.
Overvej: Jesus gav disciplene denne advarsel, lige før han lærte dem Fadervor. Bruger du Fadervor som en bøn eller som en remse?
PKH